Det gamle hus med kapellet og dets beboere

Landegrænse og vandets betydning
Under stuen har det gamle hus et smukt rum, der har væbnet sig med tålmodighed, inden der var midler og håndværkere nok til at angribe det. Mange tanker har spøgt - hvad kan der dog have været tidligere? Har rummet været brugt af kirkens folk? En af vejene op til Caminoen, pilgrimsruten til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien går her forbi. Har pilgrimmene været en del af historien? Husk lige på, at i hvert den del af huset er fra ca. 1300-tallet og har hørt under kirken, altså biskoppen af Girona. Og landegrænserne så anderledes ud på den tid, og den dag i dag er katalansk sprog og kultur af stor betydning her, så vel som retten til vandet har været det gennem tiderne. Her kommer et sidespring.
I dag har vores avis, L'Indépendant Catalan, i anledning af et bogværk et par sider om den over 700 år gamle, stadig meget vigtige kanal fra Vinça med opdæmmet vand fra floder og smeltevand fra Pyrenæerne.

Den dag i dag leverer den stadig vand til marker og haver ind til Thuir og ind til Perpignan. Den nuværende grænse til Spanien blev forhandlet på plads med stor vægt på retten til vandet, Og gennem århundreder har det næsten været en folkesport at luske med dæmninger for at snyde dem over grænsen - det gælder for begge sider af grænsen.

Nøglen til huset og ind til én stor lykkepose af herligheder og skrammel
Tilbage til det gamle hus. For 4½ år siden får jeg nøglen til huset, og sammen med min datter, en svigerinde og dennes kæreste går vi i gang med at rydde ud. Meget kom på lossepladsen, sikkert mere end godt er, men uha hvor er der uhumskheder. Den forrige ejer har slet ikke tømt huset, og der er masser af ting, vi vurderer, vi ikke kan bruge, så mange ting bliver allerede den første uge sat uden for døren, og rare folk går tur forbi. De kommer og spørger, om vi er ved at kassere herlighederne, og de går glade herfra med favnen fuld af træ til at fyre med, gamle - vist nok - defekte trykkogere og jeg ved ikke hvad.

  

Gyngende gulv og termitter
Så kommer øjeblikket, hvor vi finder gulvet, og det gynger fraretruende. Kan der være fare for at gå igennem? Vi ender med at brække det op - og kan du nu mærke det krible og krable? Under gulvet er der masser af liv. I dette område er der termitter med diverse kusiner og fætre, der har hver deres yndlingssted at bo, nogle i jorden, nogle i murene, der altså er af sten, andre igen har deres residens i træværket. Alle de små væsener har god appetit og kan få huse til at styrte i grus. Så ved hussalg er sælger forpligtet til at få professionelle folk til at diagnosticere overalt i huset, hvorpå der så slippes nogle astronautlignende folk løs.

Kapellet med hvælving, en niche med skifervask og en bjergglad cykel, men uden gyngende gulv og befriet for et lag skidt

Kollektivt selvmord - drama i kapellet
Da vi så flår gulvet op og placaudvægge ned, ser vi termitter, ordet er her brugt som fællesbetegnelse, begå kollektivt selvmord ved at kaste sig ud i afgrunden. Vægge og træskelet har vi slet ikke lyst til at gemme til senere brug, for måske bor der stadig andre af de små væseners slægtninge. Gode forbipasserende folk ser dog lige for sig blussende ild i brændeovnen og drager hjem med alt, der kan brænde.

Et par måneder senere kommer termitdræberne
Haha, sælger havde slet ikke tænkt sig at påtage sig denne forpligtelse, så jeg aftaler med herren i huset, at vi selv må kontakte et af de mange velnærede firmaer, der er specialister inden for dette område, det bliver Sud Traitement. Der er ingen pardon, tre månemænd borer i tre dage 3000 huller med 20 centimeters mellemrum inde og ude, i træværk, i murværk, oppe og nede. Og så ender de med at skyde patroner med nøjagtigt det rette medikament i hvert eneste hul, så de kære små væsener ikke længere har noget at leve af. En sag for dyreværnsorganisationer? Hvad med at etablere "Termittens Værn"? I hvert fald en overvældende oplevelse fra en lavlandsdansker fra det midtjyske.
Lige, da mine hjælpere og jeg tænker, at nu må vi være i sikkerhed for angreb fra de små kravl, der slet ikke ligner hinanden, nogle er hvide, andre er..., da siger en astronaut henkastet, at han lige vil kaste en bombe i kapellet: Den må have taget livet af alt levende i rummet, og min datter og jeg må styrte ud af huset for at kunne trække vejret, da bombeangrebet helt sikkert også kan tænkes at udrydde tobenede.

Et år senere
Nu har et hold af murere indtaget huset i fire måneder, de restaurerer facaden, skifter nedbrudte bjælker, poutres, og fjerner 70 cm sten, grus og uhyrligheder i bunden af kapellet. Der er da også fine sten, fine stykker skifer, en del smukke meget store røde teglmursten, og en af dem har inskription af den mand, der har lavet den, og et årstal, der er et par hundrede år gammelt. Den sten er nu muret ind ved husets fordør. Håndsmedede søm, værktøj og andet dukker også op.


Et meget gammelt gulv af skifer ligger dybt nede

Nu er der dejligt højt til loftet, og den gamle murer lokker herren i huset til at grave længere ned et par steder, for der ligger sikkert endnu et gulv længere nede. Ganske rigtigt. Et gulv med store, smukke lloses, chistes, skifersten dukker op. Det gulv vil vi gerne have frem, og hvor bliver der dog kørt meget jord og grus ud på lossepladsen. Trappen kan ikke længere nå gulvet, så den får nogle sten under sig.
Inde under hvælvingen opdager vores svigersøn noget vådt.

Flere år senere
Herren i huset beslutter sig for at lirke de gamle skiferfliser op og lægge dem til tørre. Lettere sagt end gjort, for skiferen er ganske porøs. Men han er tålmodig og søger råd hos naboerne, der selvfølgelig ved alt om, hvordan det skal gøres. Jacqueline Reig fra landsbyens fine oliemølle bliver rådspurgt , og hun er til uvurderlig hjælp. Det er Manuel fra Maison Nid også, og det ender med, at skiferen kommer til at ligge til tørre på en palle i fine stakke.

En kilde, en kanal, en brønd?


Sener finder vi et keramisk kar i rundingen - er der en kanal i højre side?

Og nu er der pludselig mere vådt inde under hvælvingen, så herren i huset går igen i gang med at grave ud. Der dukker en fin rektangulær form op med en halvcirkel på den ene langside, og nu pibler vandet op.

Vi har vand
Jamen er det en kilde? La fontaine, som det er kommet til at hedde, giver vand, det kommer ud af bjerget, og gulvet i denne ende af kapellet er klippegrund. et eventyr at gøre sådanne fund. Det er et eventyr at gøre sådanne fund.

Kapellet føres tilbage til oprindelig form
Gode naboer og venner fra landsbyen har besluttet sig for, at de vil dele deres foretrukne murer med os. En glad mand, der ved allerførste kig leder tanken hen på en rugbyspiller, costaud som han er. Naturligvis passer det også. Han banker sammen med sin unge væbner resten af pudset af væggene i kapellet - herren i huset har med håndkraft og sin pioche, hakke, ordnet væggene næsten tilbunds. De to fjerner det sidste lag grus på gulvet og hakker en rende i den bare klippegrund ud under trappestenen til
drænrør fra kilden.

Le drainage

De klasker de rensede vægge til med en kalk-og grusblanding i flere omgange, arrangerer fint omkrig kilden med cayroux, lægger et lag skærver, graviers, som yderligere dræn - vigtigt, når rummet er inde i klippen, og de støber et gulv, der skal belægges med skifer og de røde cayroux.


Her er drænet dækket af skærver, og døren er fjernet - der kommer et net for, så væggene kan tørre

Om ikke ret længe er her et trappetrin mere foran det fine dørparti med en snedkereret dør af kastanjetræ og impostes, vinduesparti